Bagt torsk med jordskokkepuré, jordskokkechips og brunet smør


Forret under temaet Nytår

Ingredienser:
400 gr torskefilet
1 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber

Jordskokkechips:
2 jordskokker
olivenolie til pensling
salt

Jordskokkepuré:
400 gram jordskokker
½ dl. piskefløde
25 gr smør
saft og skal af 1 usprøjtet citron
salt og friskkværnet peber

50 gram smør til brunet smør

Rød skovsyre til pynt
Forklaring:
Tænd ovnen på 180 grader. Skær torsken i 8 lige store stykker, pensl dem med olie og krydr med salt og peber. Bag torsken i ovnen i ca. 15 minutter. Den er færdig, når den skiller i fine flager, når man trykker let på dem.

Skær de to jordskokker i meget fine skiver - eventuelt på et mandolinjern - læg dem på bagepapir, pensl dem med olivenolien og drys med salt. Bages i ovnen ved 180 grader til de er fint lysebrune.

Jordskokkerne til puré skrubbes rene, skæres i mindre stykker og koges i usaltet vand i ca. 20 minutter. Hæld vandet fra og blend jordskokkerne med en stavblender til en ensartet puré og hæld den tilbage i gryden. Rør fløde og smør i puréen og smag til med salt, peber, citronsaft og fintrevet citronskal.

Smelt smørret i en gryde og lad det varme, til det er nøddebrunt.

Anret lidt jordskokkepuré på en tallerken, læg torsken ovenpå, og pynt med jordskokkechips. Top med den røde skovsyre og dryp med brunet smør.
Bemærkninger: