Grillet svinekotelet med selleri bagt i hø og ler


Hovedret under temaet Grill

Ingredienser:
(6 personer)
6 stk svinekoteletter med fedtkant
Salt og peber
1 selleri

Ler
Havsalt
1 løg
50 gr bacon
2 grene timian
2 spsk balsamisk æbleeddike
200 gr smør

Forklaring:
Koteletterne gnides med lidt groft havsalt og trækker i 5 min, inden de grilles på en meget varm grill 3-4 minutter på hver side, så de er svagt rosa i midten og dejligt saftige. Krydres med friskkværnet peber.

Vask sellerien grundigt med en svamp. Hvis der er meget jord på sellerien, skrælles den tyndt. Gnides med havsalt, omvikles med hø og derefter ler, så det danner en helt tætsluttende skal. Sellerien bages direkte i gløderne på grill eller bål i ca 2 til 2½ time. Vend den rundt et par gange, så bagningen bliver ensartet. Sellerien tages ud af gløderne og leret bankes af. Fjern høet, skær sellerien ud i grove stykker og server dem med smør/bacon/løg a’la brændende kærlighed.

Løg og bacon skæres ud i bittesmå tern og kommes op i en kold gryde. Sauteres stille og roligt i 6-7 minutter, indtil løget begynder at karamellisere. Tilsæt herefter timian, eddike, salt og peber. Sauter videre, indtil eddiken er kogt helt ind i løg og bacon. Tag gryden af varmen. Smørret skæres ud i tern, løg og bacon tilsættes og blandes grundigt, så smørret bliver helt ensartet. Smag eventuelt til med lidt ekstra salt, peber og eddike. Kom smørret i en skål og sæt det på køl, indtil det serveres koldt til det varme selleri.

Bemærkninger: