2014 - 09 - Barcelona

Fredag d. 19.09.14 er vi endnu engang rejseklare. Turen går til Barcelona, og vi har ventet længe og glædet os. Vi mødes hen på aftenen, hvor alle kufferter er klar, græsplæner er slået osv. NU har vi ferie! Snakken går over vin, kaffe og æblekage, men der er også træthed at spore efter en travl arbejdsuge, så vi er fornuftige og går i seng i ordentlig tid.
Kl. 03.00 ringer vækkeuret nemlig, for vi skal flyve kl. 06.00, og der er lige en tur til Billund og morgenmad i lufthavnen, før endelig afgang.
Det hele går sådan set efter planen, indtil KLM må beklage, at de har lavet en regnefejl mht bagagen, og derfor venter på nye beregninger? Ventetiden i flyet, før vi kommer afsted, æder hårdt af vores tid til at skifte fly i Shipol, så da vi lander, er det uvist om vi kan nå det næste fly. Det menes dog at være en mulighed, da vi når helpdesk, så vi løber alt, hvad vi kan, og når med! Pyhhh der pustes, men vi er lettede, nu går det som planlagt…… - ja det vil sige…. lige indtil bagagebåndet i Barcelona holder op med at køre, og vi står tilbage sammen med de 6 andre, der også lige nåede med i Amsterdam, uden bagage. Øv, den tanke havde nok strejfet os, men håbet er lysegrønt. Det viser sig dog at være et mindre problem, da vi får lovet bagagen leveret i løbet af dagen på vores ferie-adresse. Og vi må sande, at intet er så skidt at det ikke er godt for noget, for det giver os større frihed til at bevæge os rundt i byen, før vi kan få adgang til lejligheden ca 13.30.

På Avinguda de Gaudi, klods op af vores destination, slår vi os ned på gågaden ved Tapes Gaudi, og får serveret feriens første gang tapas og kolde fadøl af de store. Vi sidder med udsigt til La Sagrada og suger stemningen ind, og forsøger at fatte, at vi er nået frem og har en hel uge foran os. Vejret er varmt, det er dejligt at sidde i skyggen af træer og parasoller og nyde frokosten og kigge på folket, der myldrer forbi, en stor kontast til dagen før, hvor vi vist alle har haft en travl arbejdsdag.
Tjeneren er behjælpelig med at udpege et supermarked i nærheden, for nu står den på et indkøb af de større. Netop ankommet til supermarkedet får vi besked om, at lejligheden er klar om 30 min. og så går vi ellers i omdrejninger. Vi har foretaget så mange indkøb sammen i tidens løb, så det er yderst effektivt. Mændene går i kød og vin afdelingen, og vi piger drøner rundt mellem alle de øvrige hylder og rykker ned til kurven.
Lejligheden ligger lige rundt om hjørnet, på Carrer la Industria, og der står en venlig dame, der skal overlevere nøgler. Vi er lykkelige for, at der er elevator op på 7. etage, men må tage den i to omgange med de indkøb, vi har med. Det tager ikke lang tid at installere os, for vi har jo ingen bagage, så inden længe lander vi på terrassen med markiserne rullet ud og får kaffe. Det er temmelig varmt, så det er godt at kunne sidden i skyggen, lytte til byens lyde og ikke mindst kigge ud over byens tage. Vi har glimt til La Sagrada, og forsøger at finde ud af, hvad det er vi ellers kan se, fx tårnet på Hospital de la Sante Creu de Sant Pau, et smukt gammelt hospital, der ligger lige om hjørnet.

Senere serveres Cava, chips og nødder. Vi får en tanke om at søndag nok er lukkedag, så der må en ekspedition ud for at gøre et ekstra indkøb, så vi kan klare os.
Aftenens menu står på ost, pølse og pate + spansk rødvin. Der er unægtelig træthed at spore, men vi er også meget tilpas med det hele, og fulde af forventning til den kommende uge.
Der er glæde og lettelse da kufferterne ankommer hen på aftenen.
Søndag 21.09.14
Vi er hurtigt inde i rytmen i det sydlandske. De står nemlig ikke tidligt op, og det gør vi helst heller ikke, så klokken er godt over 8.00, før der er liv. Morgenkaffen indtages på terrassen, det i sig selv er herligt! Dog er der en forholdsvis trykkende varme over byen, men det afholder os ikke fra at tage på bustur hop-on/off. Det kræver dog at man finder det rigtige selskabs bus at hoppe på, og da vi ikke har haft tanken om at der kunne være flere, må vi bruge lidt tid og krudt på at komme med, men det lykkes ved La Sagrada.

Første stop for os er park Güell. Den plan er der et par stykker mere, der har haft, der er godt besøgt en søndag. Vi går rundt i parken og kigger, men sveder bravt, og kolde øl og vand redder os. Der er et mylder af mennesker at sidde og kigge på, det kan vi li.

Vi hopper på bussen igen og får en tur ud omkring Camp Nou, FC Barcelonas hjemmebane. Det lykkes os at få en plads på øverste dæk på bussen, så vi kan se det hele og nyde vejret. På Placa de Catalunya står vi af, tager en sviptur på Ramblaen, men trækker hurtigt ud i sidegaderne, for at finde et sted at spise. Det drypper lidt, så vi finder en plads udendørs men under tag. Vi får tapas: pølse, pate, grillede vilde asparges, brød med tomat/hvidløg/olie og paella med skaldyr og kylling. Hertil hvidvin og som afslutning Sangria på huset.

Den gamle bydel er hyggelig og fin. Vi er en tur rundt om Katedralen, der er rigtig mange mennesker ude i dag, og vi nyder også det fine vejr. Da trætheden melder sig snupper vi en taxa hjem. Det er billigt, og vi kan regne ud, at det ikke koster mere for os, end hvis vi skal med metro. Fortrukkent transportmiddel resten af ugen: Taxa!

Der er øl på køl derhjemme, og det kan man blive glad for på så varm en dag. Terrassen kalder, og vi slapper af før cava-tid, - det er ferie på 1. klasse!
Vi følger byens rytme og spiser middagen sent. Den består af pommes Anne og Coq au vin, hertil spansk rødvin.
Mandag 22.09.14
Endnu en dag med bus. Vejret er knapt så varmt og det er overskyet. Vi hopper på bussen på Passeig de Grácia, - ups, kom lige forbi en Wolford butik på vejen dertil . Det er en rundtur af de lidt større, så da vi når MNAC står vi af, for at få den fine udsigt over byen, og for at få os rørt lidt. Vi går gennem parken til et busstoppested nær Miro-museet. Det drypper lidt i dag, og på vejen ned til havnen tiltager det. Vi ville ha gået en tur på havnen, men vælger at blive i bussen og tage turen omkring den Olympiske by.

Ved Barri Gotic står vi af og finder tilfældigvis et overdækket marked. Man kan blive helt glad! En hurtig beslutning træffes: Vi vil spise frokost hjemme, så nu må der købes ind af spanske specialiteter, og meget belejliget ligger der et lille supermarked i forbindelse med markedet, hvor der kan rettes op på evt. mangler. Vi snupper en taxa hjem og retter an. Frokosten består af klipfisk med tomat, og klipfisk med løg, pinjekerner og lyse rosiner, makrel i tomat pakket ind i kartoffel med æg, syltede røde pebere og oliven, brandade, oste bla. manchego sec, pølse og pateer og hertil øl. Der sluttes af med kaffe og chokolade.

Så er der arbejdsfordeling. Dherrer tager turen ud i nærområdet efter grøntsager, vand/øl og andre almindelige fornødenheder. Ddamer tager på jagt efter kopper, en kniv, skærebræt og servietter og lys. Historien er, at køkkenet absolut ikke er veludstyret som forventet, vi har bla. 3 kopper til deling, og det er ikke noget hit. Men det er nu lidt kedeligt kun at købe ting, så damerne runder lige bageren på Avinguda de Gaudi og køber Coco de Vidre. En meget lang og flad stang, der bliver skåret ud som en slags småkage og nydes til kaffe eller sød vin. Når vi nu er ude på tomandshånd bliver der snuset til handelslivet. Da vi kommer hjem sidder mændene på terrassen og nyder en øl, så vi gør dem selskab. Senere serveres cava og chips. Det er lidt køligt og det drypper, så vi indtager middagen indenfor. Menuen står på ølbraiseret svineskank med grøntsager og kartoffel, hertil spansk rødvin, og til slut kaffe med coco de vidre.
Tirsdag 23.09.14
Det har regnet en del i nat. Efter morgenkaffen går vi ind til byen. På Passieg de Gracia går vi forbi Casa Batlló og Casa Amatller. Vi kigger ind i sidstnævnte og får en tanke om, at næste gang skal førstnævnte ses, - husk at bestille hjemmefra. Før vi giver os i kast med indkøbscenteret Corte des Ingles styrker vi fysikken med kaffe på en af de utallige fortovscafeer. Efter veloverstået dåd mht shopping, mødes vi alle på øverste etage af centeret, hvor mændene har styrket sig med noget koldt øl i ventetiden. Frokosten indtages med udsigt over byen, før vi giver os i kast med kælderen i bygningen. Et mekka af mad og vin som optager dherrer i et sådant omfang, at vi piger ser snittet til at aflægge et besøg hos Wolford, som jo ligger på hjemvejen. Herrerne med de dyrebare indkøb snupper en taxa hjem. Så er der (traditionen tro) øl på terrassen, mens vi samler kræfter til at gå på skohandel alle mand, med større eller mindre succes. Vi føler trang til at styrke os på en god portvin før den sene middag som består af bruschetta med brandade, røget kød og pølse. Som hovedret paella med hvid fisk (Druade?), muslinger og pille rejer. Hertil spansk rødvin. Desserten består af oste med portvin. Vejret er lunt, vi snakker og hygger og kommer lidt sent til køjs.
Onsdag 24.09.14
Lidt sent i seng i går, giver lidt sent op i dag. Morgenkaffen indtages på terrassen, og så er dagsrytmen lidt en anden, for vi slapper en times tid før turen går mod La Sagrada for at finde vores guide for de næste par timer, hvilket viser sig at være yderst let og effektivt. Vi får en uforglemmelig fremvisning af katedralen, med en engageret og vidende guide. Det kan ikke beskrives, - rejs derned og oplev det! Man kan blive helt høj af en sådan oplevelse, men rumlende maver får os tilbage til virkeligheden, og vi snupper en frokost (pizza/pasta) på Avinguda de Gaudi.

Noget er imidlertid gået vore næser en smule forbi: Det er feriedag i Barcelona, en onsdag i september!!! Jo jo, vi har da godt nok hørt noget om en festdag (Festes de la Mercé), men at alt skulle være lukket?? Nix, så langt rakte fantasien ikke, men det skulle den ha gjort, for det er tilfældet. Det pirrer kreativiteten hos kokkene. Hvad kan man mon købe i de små indvandrerbutikker, der altid er åbne, og hvad kan der komme ud af det? Der er fri leg, og den anden halvdel af foreningen er spændt på, hvad menuen kommer til at bestå af. Efter kaffe på terrassen, det er lunt men overskyet, er der behov for en lille lur hos nogen før øl og chips. Senere står den på Cava og starters med pølse, tomat og foie gras. Der snakkes og hygges udendørs før mændene går i gang.

Ud af 4 frosne burgerbøffer og nogle tomat og peberlignende grøntsager kommer en ret af farserede tomater, og viser det sig, chilli. Det vi troede var pebere var chilli, og de er så stærke, at det brænder læber, gane og svælg og giver vand i øjnene og åndedrætsbesvær. Højst overraskende men meget underholdende. Hertil brød og hvidløgssmør samt spansk rødvin. Nå ja, der var vist godt nok nogle venligtsindede indfødte i den lille butik, der havde forsøgt at gøre opmærksom på, hvad der var i posen med grøntsager, men ja ja og jo jo, det havde mændene da helt styr på!

Senere formildes smagsløgene med oste. Vi sidder ude hele aftenen. Det er ikke helt drypfrit, men det kan markisen klare.
Torsdag 25.09.14
I dag er vejret fint. Efter morgenkaffen på terrassen, snupper vi en taxa til Triumfbuen, dog vælger en af os, der trænger til at røre sig, at tage den på gåben. Triumfbuen er egentlig ikke noget specielt, og vi har heller ikke læst noget om den, men et godt udgangspunkt for en tur gennem den gamle bydel, som er yderst charmerende. Vi kommer forbi Santa Maria del Mar, og hopper indenfor (havets katedral: Ildefonso Falcones), snuser til de små gader der knap nok er helt vågne endnu, men derfor også nogenlunde turistfri, indtil vi nærmer os La Seu, Barcelonas officielle katedral, hvor vi mødes med motionisten. Det er varmt og solrigt, og vi går langs den gamle bymur ned til havnen og nyder det fine område ved marinaen, hen mod Columbus statuen. Lige ved starten af Ramblaen slår vi os ned og nyder en kop kaffe, mens vi kigger på alle de andre turister, og så går turen op ad Ramblaen sammen med utallige andre. Vi slår et slag ind på Placa Reial for at se Gaudis lysestandere, og finder pladsen charmerende og fuld af stemning, en lille oase midt i mylderet. Vi finder også endnu et Gaudi-hus, nemlig Palau Güell og endelig rammer vi La Boqueria-Markedet. Det er et marked efter vores smag. Nævn det, og det findes her, i bedste kvalitet. Det er et mekka i fødevarer, og indkøbene går i gang.

Det er også ved at være frokosttid, så vi går på må og få for at finde et sted, som ser godt ud, og da vi kommer forbi borde fulde af gæster, der spiser fra de dejligste fade med fisk, slår vi os ned. En lille bitte biks, hvor vi netop kan skrue os ned 4 mand om det sidste ledige bord, og så får vi ellers serveret et fad med skaldyr der glæder både øje og gane, og naturligvis koldt øl til. I skrivende stund kan jeg ikke huske alle de forskellige skaldyr på fadet, vi kendte dem vist heller ikke alle sammen, men blæksprutte, muslinger, kammusling, knivmusling, store rejer, krebs, små rejer mm. Så kan vi lidt igen, og da vi forlader stedet, står folk i kø, for at få et bord, nok et kendt godt sted at spise, ser det ud til.
Mændene skal i mad-mekka i Corte des Ingles, vi piger tager en tur i Zara Home, der mangler noget til borddækningen til aften. For det er jo denne dag, vi har udråbt til at fejre foreningens 10 års jubilæum. 10 år!!!! Det er ufatteligt, - det betyder 60 møder, og vi har ingen anelser om, hvor mange måltider, der er indeholdt i de år, men ved bare, at det er rigtig mange. Ikke noget under, at vi er gode til at købe ind sammen! Men lader man blikket vandre ned over de mange mange opskrifter der ligger på hjemmesiden, begynder det at dæmre, at det er 10 år, og vi må med skam melde, at der er en del af opskrifterne, vi ikke mere kan huske at ha lavet/smagt! Men denne dag har været udnævnt længe som festdagen, og der er ingen grænser for, hvad man må ønske sig af kulinariske og vinmæssige oplevelser.
Alle de mange indtryk trætter dog, og det er herligt at lande hjemme på terrassen med en kop kaffe, og en lille pause hvor der slappes af på forskellig vis, før vi igen må af sted efter de sidste mangler til aftenen. Så går kokkene i gang i køkkenet, passende klædt i kokkejakke, medbragt til denne særlige lejlighed, og pigerne dækker op på terrassen, og gør det, der er vores opgave, nemlig at sørge for at være passende (festligt) klædt til middagen.
Der fremstilles en 4 retters menu med de bedste vine, årgangs-Cava og den bedste portvin, der kan fremskaffes.
Forretten er grønne asparges med sortfodsskinke, krydrede gulerødder, manchego, vagtelæg og trøffel, hertil cavaen.
Hovedret: Kalvemørbrad med trøffel og rødvinssky, grøntsagsstave omviklet med sortfodsskinke, langtidsbagte tomater gratineret med manchego. Hertil en herlig spansk rødvin.
Så står den på catalanske oste med dadler, figner og nødder i honning. Hertil portvin.
Dessert: Is på chokoladesmåkager, vaniljekogte pærer og friske hindbær. Hertil mere portvin

Vi sidder ude til lidt efter midnat. Der afholdes endnu et møde i foreningen, og der er nye og dejlige planer på tegnebrættet. Vi er lige så gode til at brygge planer, som til at købe ind og vi ser frem til de næste 10 år! Hurra for foreningen og en ide vi aldrig har fortrudt, - det bliver, som vin, bare bedre med årene.
Fredag 26.09.14
Vi vågner til blå himmel og sol! Men… i nattens mulm og mørke har vi modtaget en besked om, at vore flybilletter hjem er aflyst. Air France berømte strejke har ramt os! Der bliver lidt stille, for hvad gør vi nu. Vi forsøger at kontakte flybillet.dk, som selvfølgelig ikke er mulige at få kontakt til, vi er jo ikke alene om at stå uden hjemrejsebillet…. men efter en mail ringer de tilbage, og det viser sig, at de er i fuld gang med at ombooke os til KLM, og ikke mindst er det stort set samme tidsplan som den oprindelige. Alle grumme tanker om måske at skulle forlade Barcelona før tid eller andre lignende bekymringstanker bliver gjort til skamme. Flybillet får ros, Air France popularitet kan til gengæld være på en meget lille plet. Vi er ganske godt tilfredse med at opholdet på hjemturen nu bliver i Amsterdam og ikke Paris. Dog må vi sluge et økonomisk mellemspil, som det skal forsøges at hente noget hjem af, når vi er hjemme igen.

Men lettelsen er til at spore, da vi atter begiver os ud i den dejlige by. Denne gang til fods og i en lidt anden retning end de øvrige dage, vi går nemlig lidt nordvest på, til området Gracia. Her skulle der være et godt handelsliv og små butikker, som en kontrast til midtbyen og de kendte designerbutikker. Vi går ad Travessera de Gracia, som viser sig at være ganske tæt på hjemmet, mod vest, og mærker langsomt stemningen ændre sig. Da vi møder et overdækket marked, er den anderledes stemning pludselig meget tydelig, - her er stort set kun de lokale kunder, tempoet er helt anderledes roligt og afslappet, og man kan trække vejret frit. Uha, det er lige os. Vi finder en lille plads og slår os ned med en Sangria. Den er ikke noget særligt, men det er alt andet. Den tilbagelænede ro, stemningen der følger med, en musiker, der slår sig ned midt på torvet, og giver nogle numre, de små butikker lige rundt om os, - her er bare dejligt og så helt anderledes end de hektiske gader omkring midtbyen. Der er ingen tvivl, - næste gang vi skal gæste Barcelona, vil vi bo i dette område. Og sørme om vi ikke sidder lige op af en smykkebutik, som må besøges. Indehaveren er meget hjælpsom, og hun tegner på et kort hvor der findes andre håndværkere i området. Mændene beslutter sig for at handle til frokosten på deres hjemtur. Vi to shoppere, går på jagt i området for at finde de små håndværkere, og snuse til stemningen i de små gader, som ikke skuffer os. Vi vandrer ad små gader og stræder hjemad, og forelsker os fuldstændigt i området. Her er mange muligheder for at opleve hverdagslivet i Barcelona, og dermed fx også det spanske køkken i en lidt anden udgave, end der ses på de mere befærdede strøg.
Ved 14.00 tiden er vi alle nået hjem til frokost, som består af pille rejer og hvidvin på terrassen, + hvad der er i køleskabet. Vi er fuldt ud klar over, at ferien synger på sidste vers, så mangler må udbedres i løbet af eftermiddagen, efter at ha hvilet ben og rygge. Vi handler, hvad vi nu finder behov for, og lader byens puls rulle ind over os. Vi er så ganske faldet til i denne by, så der er ingen tvivl: Barcelona får genvalg, den er vi slet ikke færdige med. Byen rummer alt det gode, som vi nyder, og der er kulturelle oplevelser, som vi sætter kryds ved at måtte nå næste gang.
Dagen rammes ind af de samme indtag som de øvrige dage i ferien, - kaffe (og delikatesse chokolade fra i aftes, som vi ikke magtede at indtage), - sen eftermiddagshygge på terrassen osv. osv. Og rundes af med en sen middag af andebryst på grøntsager efterfulgt af isdessert med portvin. Der er ikke travlhed med at finde til køjs, og pakning er udsat til i morgen.
Lørdag 27.09.14
Morgenrutinen holdes. Vi tager os god tid til morgenkaffen, og så kan vi ikke trække den længere, vi må pakke. Kl. 11.00 kommer udlejeren, og vi siger pænt tak og farvel. Så er det godt at bo op af en gågade, hvor man kan slå sig ned med kufferter og få kaffe. Faktisk på samme sted som vi startede for en uge siden, så ugen er rundet af. Efter en uges ferie ejer vi roen til bare at sidde og kigge, før turen går med taxa til lufthavnen. Der er 3 timers ophold i Amsterdam, som passer til aftensmad og lidt indkøb, og vi når Billund og den private taxa ved 23 tiden.

Generelt: Barcelona er en dejlig by at være gæst i. Stemningen er afslappet, og venlighed og hjælpsomhed er det indtryk vi har fået af befolkningen. Der er mængder af arkitektur og museer for den interesserede, klimaet er perfekt i september til en storbyferie, udbud og kvalitet af fødevarer kan vi ikke rose nok, og det skal tilføjes, at vi får meget for pengene, det er et prisleje, der overrasker os til den gode side. Spansk vin og Cava har fået en plads på repetoiret, - det har det ikke haft før, men faktisk er der ikke én aften, hvor den spanske rødvin ikke får rosende ord. Årgangs Cava er ikke let at skaffe derhjemme. Man vil næppe gi prisen for det, men her er det indenfor rækkevidde, og det er et positivt bekendtskab. Andet end årgangs Cava er også forbavsende godt, som rødvinen skal der bruges ca. 10 Euro +/- så får man gode varer. Årgangs-Cava og rødvinen til jubilæet krævede det dobbelte. For de der kan li at shoppe, er det hele at få i Barcelona, man kan næsten ikke undgå at finde noget, der må med i kufferten hjem.
Vi er ikke i tvivl: Barcelona får genvalg. Vi har haft en pragtfuld uge på alle måder, og der er stof nok til et besøg mere. Det kulinariske udbud passer perfekt til foreningens formål, vi er alle nydere af det lune klima, og vi har jo fundet det område, vi vil bo i næste gang. Så Barcelona: See you again asap.