2007 - 10 - Restaurant Le Bech

Studietur til Restaurant Le Bech (= Bording Hotel) den 13. oktober 2007

Som forening med en seriøs tilgang til tilberedningen og nydelsen af det gode måltid, må vi naturligvis med mellemrum hente inspiration i andet end kogebøger. Intet var derfor mere naturligt end at søge inspiration hos de bedste – i dette tilfælde den eneste restaurant i det gamle Ringkøbing Amt med en Michelin-stjerne, nemlig Le Bech i Bording.
Menuen:

Appetizer med fisk, pølse og tapenade,
Velkomst aperitif med hvidvin og tyttebærsirup

Fasancremesuppe m/fasanrilette
Pinot Gris Josmeyer

Syltet torsk m/safran
Champagne Jean Marie

Bryst af vildand m/kvæde
Chassagne-Montrachet Louis Jadot

Krondyrfilet m/svampe
Barbera d’Asti Garitina

Æbler i sæson m/chokolade
Quinta da Gricha Vintage Port

Kaffe/the m/sødt
Måske var forventningerne til Le Bech til den høje side. Den på forhånd fastlagte gourmetmenu blev indledt med en appetizer, hvor indholdet af pølse og fisk i samme anretning virkede en anelse søgt og kompliceret. For vores skyld kunne man have nøjedes med tapanaden, men velkomstdrinken var god. Fasancremesuppen var glimrende, men efter vores smag må den ikke serveres for kold i forhold til at den er relativt fed. Pinot Gris’en var lidt spids. Den syltede torsk var interessant - torsk er ikke så let at få til at smage af noget, men her alligevel lidt spændende, saftig og lækker konsistens. Champagnen totalt intetsigende. Vildanden var fin og kvæden passede fint til. Dyret – kødet lækkert, og tilbehøret spændende. Barberaen var dejlig (og dyr). Superlækker desserttallerken, men portvinen imponerede ikke.