Små mazarinkager med rabarber, vaniljecreme og marengs

Dessert under temaet Uden tema

Ingredienser:
Mazarinkager
100 g smør blødt
100 g sukker
100 g marcipan
2 æg
30 g hvedemel

Rabarberkompot
300 g rabarber
125 g sukker

Vaniljecreme
½ vaniljestang
2 spsk sukker
1 spsk majsstivelse
1,5 dl sødmælk
2 æggeblommer 2 æg delt i æggehvide og æggeblomme (gem æggehviderne til marengsen)

Marengs
2 æggehvider
50 g sukker
50 g flormelis


Forklaring:
Mazarinkager
Pisk smør og sukker godt sammen til det er lidt luftigt i konsistensen.
Riv marcipanen og pisk den sammen med smør og sukker.
Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk indtil det samlet.
Vend melet i dejen.
Fordel dejen i en silikonemuffinsform. Dejen hæver op selvom der ikke er bagepulver i, så fyld dem kun cirka ⅔ op.
Bag mazarinkagerne i ovnen ved 175 grader i cirka 25-30 minutter.
Lad kagerne køle helt ned før du tager dem ud af formen. De kan evt. stilles i køleskabet.

Rabarberkompot
Imens mazarintærterne er i ovnen gør du rabarberkompotten klar.
Rengør rabarberne og skær bladene fra. Fødderne på rabarberne må meget gerne blive på - du renser dem blot for brune kanter.
Skær rabarberne i stykker på cirka 3 cm og læg dem i et ovnfast fad.
Drys sukkeret over rabarberne og bland det sammen.
Sæt fadet i ovnen ved 175 grader i cirka 25-30 minutter - eller indtil rabarberne er blevet møre.
Tag fadet ud af ovnen, og mos rabarberstykkerne lidt og lad rabarberne køle af.

Vaniljecreme
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland dem sammen med lidt af sukkeret for at fordele kornene. Se min guide lige her.
Bland sukker, vaniljesukker og majsstivelse sammen i en lille skål.
Hæld lidt af sødmælken i skålen og rør rundt til majsstivelsen er opløst. Bland også æggeblommerne i skålen.
Resten af mælken hældes i en lille gryde sammen med den tomme vaniljestang. Varm mælken op til lige under kogepunktet.
Hæld massen i skålen ned i mælken under omrøring.
Bliv ved med at røre rundt til det tykner og bliver til en creme. Lad den koge igennem i cirka 1 minut.
Hæld cremen over i en ren skål og dæk med husholdningsfilm, som du trykker helt ned til cremen for at undgå kondens. Sæt cremen på køl.

Marengs
Pisk æggehvider og sukker stive og tilsæt flormelis lidt ad gangen undervejs.
Fordel marengsen i en sprøjtepose med en stjernetyl.

Samling af kagerne
Tag mazarinkager ud af formen.
Lav et hul i midten af kagerne f.eks med en tyl.
Hæld vaniljecremen i en frysepose og klip hul i bunden.
Fordel vaniljecremen i hullerne i kagerne og lidt ekstra på toppen som du smører ud på kagen.
Læg rabarberkompot på kagerne.
Sprøjt nu marengs på toppen af kagerne som pynt. Du kan sprøjte lige i det mønster du bedst kan lide.


Bemærkninger:
Vaniljecremen kan evt. erstattes af alm. kagecreme.

Marengsen kan evt. farves med frugtfarve eller brændes let med en brænder.

På billedet er kagerne brugt som dessert på et tapasbræt