Forklaring: Gnid svineskankene med olie, kom lidt salt på og bag i ovnen ved 180 grader i 60 minutter, og sænk herefter varmen til 140 grader i 60 minutter. Lad skankene trække, til de kun er lune, og pluk derpå kødet af. Pil skalotteløgene, hak dem fint, og kog dem i appelsinsaft, til al væden er fordampet. Rør det plukkede kød og de indkogte skalotteløg sammen med andefedt og citrontimian, og smag til med salt og masser af sort peber. Rul terrinen stramt ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i nogle timer, til den har sat sig. Skær så terrinen i tykke skiver, og steg dem gyldne i andefedt lige inden servering. Anret terrinen med lidt knust kandiseret appelsinskal og et par dutter asiepure. Pynt med persillepesto og klippet karse. Server Pommes Anna til. (se opskrift)
Blend asierne med lidt syltelage, så blenderkniven kan få fat. Blend i 5 minutter, til pureen er helt glat. Hvis den er for fugtig, kan den drænes i en sigte inden brug. Fyld asiepureen på en lille sprøjtepose, så den bliver nemmere at anrette med.