Asparges med jambon iberico, smeltet manchego, krydrede gulerødder og trøffel
Forret under temaet Uden tema
Ingredienser: 12 grønne asparges God olivenolie 4 store skiver jambon iberico (eller anden lufttørret skinke, parma skinke f.eks. som dog er mildere i smagen) Manchego (eller anden fastost) 1 bdt små nye gulerødder eller 2 alm. gulerødder 1 håndfuld timian 1 tsk dild (tørret kan også bruges) salt og peber 1 trøffel 12 vagtelæg
Forklaring: Start med at klargøre asparges. Det gøres ved at man tager fat i hovedet af aspargesen med den ene hånd og bunden af asparges med den anden hånd. Så bukker man bare aspargesen indtil den naturligt knækker. Man skal så anvende den del af aspargesen som har hovedet tilbage. Aspargesen i sig selv skal blancheres i kogende vand i ca. 2-3 minutter, men vent med det til lige før servering.
Imens rengøres gulerødderne (de hakkes, hvis det er alm. gulerødder). Timian og dild hakkes fint og blandes med olien. Blandingen bliver bedre af at stå lidt i en skål.
Riv eller hak ligeledes manchegoen fint og stil den i en skål.
Hav din trøffel klar.
Det går ganske hurtigt når man laver retten.
Sæt to gryder med vand over til at koge, en til vagtelæg og en til asparges. Kom olien i en tykbundet gryde eller pande, tilsæt gulerødder, olieblandingen, salt og peber og lad det simre. Når vandet koger, læg vagtelæg i den ene gryde og lad dem koge i 2 minutter, hvorefter man køler dem af og piller dem. Blancher asparges i 2-3 minutter. Tag de varme asparges op og vikl skinke om 3 asparges og læg dem på tallerkenen Læg den revne eller hakkede ost op af rullerne, placer gulerødderne ovenpå,og hæld derefter olien over, så noget af osten smelter. Slut af med at rive trøffel over retten og server med 3 vagtelæg.
Bemærkninger: Man kan godt lave retten med anden skinke end jambon iberico, og man kan faktisk også slippe godt fra at lave den med røget laks, fordi man også får det salte fra laksen og fordi den er så fed en fisk, så står den fint sammen med osten og olien.
Det behøver ikke være manchego, men find en god lagret og rimelig fast ost. F. eks. vesterhavsost eller gryere.